© B1950  -  Stadionvej   -   6392  Bolderslev   -    e-mail: kontakt@b1950.dk



 

 

                 Vedtægter for Boldklubben B1950

 

 

 

                            

 

§ 1) KLUBBENS NAVN OG HJEMSTED:

Foreningens navn er B 1950 BOLDERSLEV – Boldklubben af 1950 Bolderslev og er stiftet den 27. oktober 1949.

Foreningen har hjemsted i Aabenraa Kommune.

 

§ 2) FORMÅL:

Klubbens formål er at fremme fodboldspillet i Bolderslev med udgangspunkt

i en god sportsånd.

Dette opnås ved:

-         at skabe et godt sammenhold og kammeratskab.

-         at alle udøvere har samme muligheder uanset kvalifikationer og sociale status.

-         at lyst og glæde er kendetegnet for klubbens aktiviteter, hvor den enkelte er

          bevidst om, at vedkommende er en vigtig person.

-         at tilbyde fodbold for alle hele året.

-         at synliggøre klubben i lokalområdet.

-         at sikre gode og engagerede trænere/ledere, som vil dygtiggøre sig gennem kurser m.v.

-         at fastholde spillerne ved overgangen fra ungdoms- til seniorspiller.

-         at skabe tilgang samt fastholde børn og unge til fodboldspillet.

-         at have hold om muligt i alle ungdomsrækker.

-         at få forældrene engageret i ungdomsafdelingen.

-         at skabe gode fysiske rammer.

 

§ 3) TILHØRSFORHOLD:

Foreningen er tilsluttet Jysk Boldspil Union(JBU), Dansk Boldspil Union(DBU) samt Dansk Idræts-Forbund(DIF) og dermed undergivet disse organisationers love.

 

§ 4) MEDLEMSKAB:

Som medlem optages enhver, der vil indordne sig under foreningens vedtægter.

Både aktive og passive kan optages som medlemmer af klubben.

Aktive er medlemmer, der deltager aktiv på klubbens respektive hold, foreningens bestyrelsesmedlemmer, samt foreningens trænere.

Passive medlemmer er personer der har købt passiv medlemsskab. Det passive medlemsskab skal være indbetalt senest 2 måneder før en generalforsamling for at være stemmeberettigede.

Æresmedlemmer vælges af bestyrelsen og har stemmeret.

 

   

§ 5) IND- OG UDMELDELSE:

Indmeldelse i klubben kan ske til en af klubbens trænere eller til et    bestyrelsesmedlem. Nye medlemmer skal være fri af tidligere klubber.

Udmeldelse af klubben skal ske til formanden og kan kun accepteres,

hvis medlemmet ikke har økonomisk mellemværende med klubben.

Omhandlede økonomiske mellemværende skal være afviklet før,

at medlemmet igen kan blive medlem af klubben.

 

 

§ 6) KONTINGENT OG EKSKLUSION:

Det årlige medlemskontingent for aktive og passive medlemmer fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen fastsætter kontingentet vedrørende indefodbold.

Bestyrelsen kan opkræve et rykkergebyr, hvis indbetalingsterminen

ikke bliver overholdt.

Passiv medlemsskab til det efterfølgende år skal være indbetalt senest 2 måneder før en generalforsamling for at være stemmeberettigede.

Restance kan medføre udelukkelse af klubben, endvidere kan bestyrelsen

udelukke eller ekskludere et medlem, såfremt vedkommendes opførsel

strider mod klubbens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde

har tilsidesat sine medlemspligter.

 

§ 7) ORGANISATION:

BESTYRELSEN:

Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse. Klubbens bestyrelse er ansvarlig overfor generalforsamlingen, som er

klubbens øverste myndighed.

Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, og

den konstituerer sig snarest muligt efter den årlige generalforsamling

med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Formand og kasserer bør ikke afgå samme år.

Bestyrelsen kan supplere sig med indtil 2 medlemmer for 1 år ad gangen.

Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og udpege enkeltpersoner

til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

 

Bestyrelsen kan udvælge en person udenfor bestyrelsen til f.eks. kasserer,

som da vælges for 1 år ad gangen – genvalg kan finde sted.

 

  

ØKONOMIUDVALG:

Økonomiudvalget består af klubbens formand, næstformand og kasserer.

Udvalget, som alle er tegningsberettiget, varetager den daglige forretning

- dog ved de økonomiske transaktioner er tegningsretten overdraget til

kassereren. Bestyrelsen skal løbende holdes orienteret.

 

 

SPILLERUDVALG:

Spilleudvalget består af træneren for seniorafdelingen (damer og herrer), formanden for B 1950, holdleder samt anføreren for 1. holdet.

 

§ 8) GENERALFORSAMLINGEN:

Den ordinære generalforsamling indvarsles med mindst 14 dages varsel gennem

annoncering i lokale medier til afholdelse hvert år i marts måned.

 

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig  uanset fremmødet af de stemme-

berettiges antal.

Både aktive og passive medlemmer over 15 år har stemmeret, samt en enkelt forældre/værge til aktive medlemmer under 15 år har stemmeret, såfremt det

enkelte medlem har betalt forfaldent kontingent.

Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.

Almindelig stemmeflertal er afgørende.

Skriftlig afstemning skal finde sted, når dette kræves.

 

Følgende punkter skal behandles på hver ordinær generalforsamling:

1) Valg af dirigent og  protokolfører.

2) Godkendelse af indkaldelse og dagsorden.

3) Aflæggelse af beretninger.

4) Forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.

5) Behandling af indkomne forslag.

6) Fastsættelse af kontingenter til foreningen.

7) Valg af bestyrelsesmedlemmer - der afgår skiftevis

                              4 medlemmer i ulige år og 3 medlemmer i lige år.

8) Valg af 2 revisorer, der afgår på skift.

9) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen samt 1 revisorsuppleant. 

10) Eventuelt.

 

 

§ 9) EKSTRA ORDINÆR GENERALFORSAMLING:

En ekstra ordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen.

Endvidere skal der indkaldes til ekstra ordinær generalforsamling, når mindst

1/3 af de stemmeberettigede skriftligt forlanger det - i så fald skal den ekstra

ordinære generalforsamling finde sted senest 1 måned efter, at klubbens

bestyrelse skriftligt er blevet bekendt hermed. Generalforsamlingen indvarsles med mindst 14 dages varsel gennem annoncering i lokale medier.

 

§ 10) REGNSKAB OG REVISION:

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.

Klubbens årlige driftsregnskab og status skal påtegnes af klubbens formand,

næstformand og kasserer.

Såfremt een eller flere medlemmer af økonomiudvalget ønsker det, skal

klubbens regnskabsbilag påtegnes af dette udvalg.

Klubbens likvide midler skal i videst muligt omfang anbringes i lokale

pengeinstitutter.

Klubbens revisorer skal hvert år før den årlige generalforsamling gennemgå

det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede.

Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab samt status

forsynes med en påtegning af klubbens revisorer..

 

§ 11) VEDTÆGTSÆNDRINGER:

Ændring af vedtægterne kan kun ske på en ordinær generalforsamling.

Vedtægtsændringer kan kun ske, når mindst 75% af de fremmødte

stemmeberettigede har stemt herfor - jfr. §8.

 

§ 12) OPLØSNING:

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun træffes på en i samme øjemed

indkaldt generalforsamling.

Mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer skal være til stede -jfr. §8, og til forslagets vedtagelse kræves der, at mindst 5/6 af de fremmødte                                 

stemmeberettigede stemmer herfor.

Såfremt der ikke er mødt tilstrækkelig antal medlemmer for, at generalforsamlingen er beslutningsdygtig. indkaldes der til en ny generalforsamling med sædvanlig varsel, hvor en beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal uden hensyn til de stemmeberettigedes antal.

Ved klubbens opløsning skal de likvide midler, materiel og redskaber tilfalde

ungdomsarbejdet i Bolderslev by/Bjolderup sogn.

 

Ovennævnte vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 29. marts 1999.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 12. marts 2001.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 21. marts 2002.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 31. marts 2005.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 22. marts 2007.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 31. marts 2008.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 29. april 2009.

Vedtægterne er ændret på generalforsamlingen den 17. marts 2011.